Lidt dybe tanker og følelser

Fik en sms idag fra Johannes´ kusine Tina, der fik mig til at tænke over nogle ting, og tak for det Tina :O)

Spørgsmålet var om jeg kan blive ved med at klare presset ? uha det er et stort spørgsmål, som jeg indtil nu jo bare har besvaret med ja det kan jeg da og det skal jeg jo også.
Og det er rigtig at det skal jeg, og jeg tror også på jeg kan, men der skal slet ikke være nogen tvivl om at det at skulle igennem det som vi gennemgår lige nu, det tærer på kræfter, psyke, nerver og krop.

Jeg har fået utrolig nemt til tårer og sidder også og tuder lidt mens jeg skriver det her. Igår blev jeg spurgt om jeg ville være gudmor for skønne lille Theo, min nevø, og vupti så hylede jeg igen. Der skal intet til og gad vide om Theo overhoevedet behøver få vand i håret af præsten eller om faster kan klare det med tårer :O)
Jeg glæder mig rigtig meget, og er meget beæret over at få lov !!!
Men det er sådan lidt et symbol på at alt kan få tårene til at flyde over, både triste og glædelige ting.

Min psyke har efterhånden svært ved at følge med, jeg husker dårligt, kan ikke kører hjemmefra for at hente 2 ting i Superbest uden en seddel, for aner ikke hvad det var jeg skulle købe når jeg kommer derover. Har til tider svært ved at overskue selv helt basale ting som at vaske tøj, tømme opvaskemaskine, hente Julie eller bare lette mig fra sofaen og gå i seng.
Har jo desværre været i den situation før, da jeg var sygemelt i en kort periode med stress for ja noger der ligner 10 år siden ..... som tiden går :O)

Mine nerver må nok siges at være temmelig flossede, der skal intet til så har jeg ondt i maven og en let hovedpine, ja den er der vidst stort set altid når jeg nu tænker over det.

Min krop, tja den taler jo desværre for síg selv. Jeg kan ikke overskue at skulle afsted om aftenen til noget, jeg har fået det lidt svært ved at være blandt mange mennesker, og energien er der ikke i samme grad som før 7. november sidste år.

Nu skal det her ikke forståes som om jeg er ved at grave mig ned og gå helt ned med flaget, for det er jeg ikke, men hold da op den sms fik mig lige til at tænke over alt det der er sket, og hvor drastisk vores liv har ændret sig det sidste lille år.

Jeg havde en lang snak med en sygeplejerske idag, der fortalte mig at jeg skulle forberede mig på at vi aldrig ville komme os over det vi har været igennem. Det vil altid sidde i os, og frygten for tilbagefald, følgesydomme eller andre bivirkninger vil altid være der, og det er jeg slet ikke i tvivl om.
Troen på at Tobias bliver helt rask og kommer godt igennem alt det her er der 100 % stadig og den mister vi aldrig, men hold da op hvor jeg glæder mig til vi kan rejse en lang tur væk fra alt det her og bare være en normal familie igen, det bliver stort.