Det er jo bare fuldstændig fantastisk at nå til den dag. Vi havde glædet os til dagen og set frem til en stille og hyggelig dag på A4, men som det plejer, så gik det ikke som forventet.
Vi møder op kl. 9 på A4, fastende siden kl. 18 dagen før, med en forventning om at vi er færdige omkring middag, men sådan kommer det langt fra til at gå.
Det starter dog hyggeligt og Tobias er stolt da han får sit armbånd på og dermed er klar til at komme på OP.
Vi holder modet oppe, også da vi ret hurtigt får at vide at det godt kan gå hen og blive middag inden han kommer på OP. Nå jamen det er da fint, en time fra eller til tænker jeg. Og er jo total ovenpå ....... det er sidste gang :O)
2½ time senere, får vi hjælp af hospitalsklovnene til at holde modet oppe og tro på der sker noget lige om lidt ........
Efter 20 timers faste, og stadig ingen OP i sigte, er jeg virkelig imponeret over at Tobias holder humøret og ikke mindst blodsukkeret oppe, og vi tuller rundt på gangene. For Tobias er der gået lidt feststemning i at han nu er stor nok til at kunne køre traktoren selv. Benene har ellers været for korte, men nu får den ikke for lidt rundt på A4´s gange :O)
Endelig, kl. 14.53 lægger jeg Tobias til at sove. Han er ked af det - første gang han bedøves med maske, men det går så fint. Han er en sej sej dreng, og han får en cool Lego Hero Factory figur af sygeplejerskerne for at holde ud så længe.
Havde regnet med at tage det i stiv arm, endnu engang at lægge ham i narkose, men pludselig kan jeg mærke at jeg må ud og have noget luft. Pu ha, tårerne triller rundt. Tror det er en forløsning at vi nu endelig er her, hvor jeg aldrig troede vi ville nå til. Glæder mig over at det ikke er mig der ligger inde bag de blå døre, begravet i sorg over at kigge på mit syge barn. Men føler samtidig ekstrem omsorg for de forældre der gør.
Møder en mor, der spørger, " er I nye ?? " " Nej, nej, vi er til afsluttende knoglemarv ". Hun kigger undrende på mig, og får tårer i øjenen, " åh, hvor er I heldige, vi er først lige gået igang med ALL behandlingen ". Vi får os en snak, og jeg føler hendes smerte, men magter ikke at lukke den ind. Kender for mange skæbner, kan ikke rumme flere.
Jeg undskylder mig med at jeg må ned til OP og være der når Tobias vågner, har lovet ham at han ikke ville være alene, på noget tidspunkt. Idet jeg går ned ad gangen, kører de ham over på opvågningen. Han sover dybt og dejligt, lige som han altig har gjort efter narkose. Jeg " pynter " hans seng med gaver, chips og juice. Alt står klar til han slår øjenene op.
Og pludselig sidder vi i køkkenet og spiser pølsehorn og pita. Det er ovre, slut, vi er færdige !!!
Nu er vi så igang med ventetiden.
Ventetiden til den store dag, hvor flaget skal hejses og festen kan begynde ........ det er lige om hjørnet !!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar