For 4 år siden skrev jeg med glæde sådan her på min blog :
Første år med kemo var gået og vi havde glædet os til at skulle fejre det om aftenen.
Få timer efter jeg skrev det, blev vi ringet på at min dejlige svoger var blevet dårligere på sygehuset, og inden vi nåede op til ham, var han væk.
I dag er det 5 år siden Tobias fik konstateret leukæmi.
I dag er det 4 år siden Frederiks krop gav op.
8. november vil altid stå som en frygtelig dag, hvor vi 2 år i træk oplevede et mareridt af dimensioner.
8. november vil nok for evigt være en dato, hvor vi rykker tættere sammen og husker at give hinanden det ekstra kram og vise hinanden hvor meget vi sætter pris på at vi er alle sammen er her.
5 år er lang tid når man skriver det på papir men jeg husker det som var det i går.
Husker da døren gik op til stuen på børnemodtagelsen på Skejby, og jeg med det samme kunne se på lægen og ikke mindst de 2 sygeplejersker bag ham, at det ikke var godt nyt han kom med.
Hvordan jeg med det samme grab fat i Johannes´ hånd og klemte til.
Følelsen af at miste mig selv da han siger "jeres søn har leukæmi".
Angsten da døren til A4 går op for første gang og vi sidder i sengen med Tobias, da portøren kører os under skiltet "isolationsafsnit".
Hovedpinen der opstod pga. alle de voldsomme informationer der blev læsset ind i mit hoved på denne mandag.
Kvalmen over at have holdt vejret og stået fast over for lægen på at noget var galt med Tobias.
Den underlige lettelse over at have ret og endelig få en diagnose på hvorfor jeg havde mistet min livsglade søn og i stedet fået en træt, trist og stille dreng.
Smerten ved at skulle ringe til familie, venner og kollegaer og informere om at vi nu ikke længere var de samme som i morges, at vi nu skulle igennem vores livs kamp, og at vi nu fik brug for alt den opbakning de kunne give os.
Den søvnløse nat hvor vi bare holdt hinanden i hånden og græd og forsikrede hinanden om at vi nok skulle klare den kamp der nu var foran os. Og at vi ville stå sammen om det, uanset hvad.
Det var den værste dag i mit liv !
Derfor var planen at vi skulle fejre det første hårde år på denne dato for 4 år siden.
I stedet blev vi kastet lige tilbage i livets grimme klør, da jeg fløj ind af døren på sygehuset og kastede mig i min svigerfars arme og ikke anede hvad jeg skulle sige til en mand der lige havde mistet sin søn og som krammede mig så hårdt at jeg kunne mærke hans ulidelige smerte helt ind i mine knogler.
Så sad vi der igen. På et sygehus. Forstenede og holdt hinanden i hånden, med tårerne trillende ned af kinderne, uforstående overfor hvad vi lige havde modtaget af information.
Frederik er død, 22 år gammel. " Vil I se ham ? "
Ingen kan sige noget, fatte noget, man mister sig selv og kæmper blot for at trække vejret.
Ubegribeligt at vores lille familie skal igennem 2 så hårde beskeder 2 år i træk.
oO : Rammer det ikke altid naboen ? Oo NEJ !
Jeg vil for evigt værdsætte at jeg lærte en så dejlig ung mand at kende og ærge mig over at vi fik alt for kort tid sammen.
Frederik, hvor end du er : Vi savner dig !
Man siger tiden læger alle sår, og det gør den, men det tager tid - lang tid.
Selv om vores liv nu er ved at være "normalt", med 2 børn i skole og far og mor der går på arbejde, så kan jeg mærke at jeg stadig har store sår på sjælen og at jeg ikke er og aldrig bliver den jeg var for 5 år siden inden døren gik op og beskeden kom.
Vi vil for altid være mærket af de voldsomme ting vi har oplevet men det har også givet os meget.
Vi kender hinanden på godt og ondt, og vi har holdt sammen som familien igennem alle årene, og det er jeg stolt af.
Det har ikke været nemt og vi har været tæt på at blive en del af den grumme statistik om skilsmisser igennem traumatiske oplevelser, men vi er her stadig, og vi kæmper videre !
Tobias : Du kæmpede den sejeste kamp af alle, og du vandt. Selv når sygdommen viste sine værste klør, og når medicinen slog din krop helt ned og påvirkede dine indre organer, så kæmpede du dig tilbage til livet. Og selv når jeg holdt din lille hånd og hviskede til dig at du godt måtte give slip hvis du ikke kunne mere, så bevarede du viljen til at leve.
Du er den sejeste dreng jeg kender, og jeg er stolt over at være din mor.
TAK fordi du kæmpede så jeg hver dag får lov at kramme dig og få et af dine dejlige smil, TAK fordi du har dit fantastiske humør og styrken til at være den du er. TAK fordi jeg må være din mor !
Julie : Min topskønne hårdtprøvede datter. Nu sidder du igen og venter på MR scanning med en ankel der har det skidt, og på trods af det, så er du stadig min dejlige pige. 10 år gammel nu og har været igennem mere i dit korte liv end mange er igennem på et helt liv.
Du er fantastisk ! Og jeg er stolt over at du er min datter !
Johannes : Min mand, som de sidste par år har været min tro støtte mere end nogensinde før. Igennem depression og angst mareridtet som fulgte efter kampen mod sygdommen. Vi blev begge ramt og alligevel formåede vi sammen at kæmpe os igennem også denne kamp.
TAK fordi du så tit har holdt min hånd mens jeg græd, TAK fordi du har kunnet holde det ud på godt og ondt og stadig gør det. TAK !
Til alle der har bakket os op og været der for os, bedsteforældre, venner, bekendte, naboer osv. som måske læser dette indlæg : TAK TAK TAK, ingen ord kan beskrive vores tak !
Og til sidst til mig selv : kæmp videre, der er lys for enden af tunnelen og en eller anden dag finder du dig selv igen. Husk at tro på det gode, og lad de grimme tanker finde et andet sted at bo end i dit hoved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar