Sidst jeg skrev her på bloggen, havde Tobias lige fået første gang cytarabin, og nu har vi allerede fået den sidste. 8 kure kørt ind over 14 dage, og det er gået helt uden problemer.
Dexa´en er vi også stoppet med, og heldigvis for det, ellers ville han da nok springe i luften med alt det mad der kom ind. Nu er vi nede på et mere normalt indtag af mad, men dog stadig mere end han spiste førhen, men det er jo dejligt at have en søn der spiser, så må vi jo tage de ekstra 2,6 kilo med som han har taget på de sidste 3 uger ;O)
Vi har været et smut hos fys, og få tjekket hvordan det står til med Tobias´ ben, og selv om han ikke går af sig selv endnu, så mener fys´en at det kommer stille og roligt, ved at han prøver i sit eget tempo, og det må jeg jo idag give hende ret i.
Idag gik Tobias med mig i hånden fra køkkenet på A4 og ned på stue 131, til dem der ikke er kendt på A4, så er det faktisk en pæn tur for en der ikke har gået i snart 5 mdr. Og ikke nok med det, nej da vi kom hjem, gik han fra bilen og ind i stuen med hans happy meal i hånden. Det giver virkelig håb for at han snart er klar til at give slip på mors tryghed og begynde at spurte afsted igen som han gjorde før han blev syg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar