Tomhed

Lad mig starte dette indlæg, med at sige at, vi har haft en dejlig dag, med 6 timer hjemme, og Tobias spiser stadig som om intet var ændret, og det er jo fantastisk.

MEN :

Idag er der også nogle ting der har ramt mig. Hele ugen har jeg gået og ladet som om jeg ikke har haft et hul i min mave, en knude agtig følelse, en masse tanker der suser rundt, for har jo haft behov for at være stærk for min søn, min datter, min mand, ja alle inkl. mig selv.

Det er bare lige som om følelsen ikke forsvinder, den bliver nok desværre lidt værre for hver dag der går.

Hvorfor har min søn kræft ? Hvorfor skulle det lige ramme ham ? Hvad skal der ske ?

Julie sagde idag : mor, jeg ville ønske det ikke var min lillebror, eller en i min familie der var syg, kunne det ikke bare være en anden ?

Det rammer lige i hjertet ! Hvad siger man til sin 5 årige datter når hun føler sådan ?
Og hvordan takler man det lige, når man ikke engang selv kan finde ud af at reagere, og komme af med den tomhed der er i kroppen ?

Idag har jeg prøvet at sætte ord på følelsen, da Johannes og jeg snakkede om hvordan vi egentlig har det. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal beskrive den. Tomhed, magtesløshed, sorg, raseri, eller tvivl, jeg ved det ikke - men det gør da faktisk en smule ondt inden i, når jeg nu skal være helt ærlig. Jeg undre mig også over, at jeg kan gå så nemt i praktisk mode, og ikke græder mere end jeg gør ........

Jeg er ikke i tvivl om at Tobias bliver helbredt for denne sygdom, det er jeg nødt til at tro på, ellers kommer vi aldrig igennem den lange behandling. Men når jeg ser han ligge der i sin seng og fuldstændig have mistet lysten til at lege, snakke, grine, ja stort set være, så bliver det svært for mig at holde fast i den tro. Vi jubler hver dag når han gerne vil spise, men det er stort set også den eneste glæde der er lige nu.

Nu skal det her ikke forstås, som om jeg er ved at gå helt i brædderne, for sådan er det ikke, men når jeg sidder her i sofaen og alt er stille og Tobias ligger derude på Skejby, så kommer alle tankerne, og hvad gør man lige ved dem ?

Jeg ved at Tobias nok vil tabe håret i næste uge, og rigtig begynde at ligne et kemobarn, og det tror jeg egentlig jeg har det ok med, men det betyder også at vi nok ikke kan forvente at bivirkningerne ved kemoen bliver lige så milde som sidst. Det er selvfølgelig noget vi håber, men tror vi på det ?

Og det er så nu jeg når til det punkt, hvor jeg siger, Tina tag dig sammen, kom nu op på hesten, kæmp, kæmp, kæmp, og det gør jeg !!

Imorgen finder vi ud af om dagen for Tobias kemo skal flyttes fra onsdag til tirsdag eller torsdag. På afd. A4 tager de kun knoglemarv tirsdag og torsdag, og derfor kan man lige så godt gøre det samme dag som kemo, og ja tak til det, der er ingen grund til at udsætte ham for de voldsomme ting mere end en dag.

Nu vil jeg så kaste mig ind i min seng, ved siden af min dejlig datter, som selvfølgelig får lov at sove i far og mors seng når nu den ene ikke er her. Og så vil jeg imorgen stå op og tænke positive tanker - hele dagen :O)

Knus Tina